
Jeg havde egentlig skrevet (og delvist fået kanaliseret) et rigtig fint oplæg, jeg ville lægge ud på FB, hvor jeg skrev, at det nu måtte være slut med fedtspilleriet.
Men så da jeg netop skulle til at lægge oplægget op og sad og kiggede på det, ja så forsvandt det bare ud i den blå luft. En ret sigende og lidt mystisk ting.

Når elektronikken driller
Det er bestemt ikke nyt for mig, at elektronisk udstyr herunder mobiltelefoner, computere, tv og andet godt opfører sig lidt mystisk en gang imellem i mit selskab. Og nej det skyldes ikke;-), at jeg bare trykker på noget., der så har slettet det el.lign.
Min mand er ofte tilskuer til de sjove oplevelser, som kan omhandle et tv der tænder og slukker, at det bare ikke vil skifte program selv om jeg sidder og trykker på remoten, og så snart min mand tager den så vupti vil den godt, eller at jeg ikke kan få computeren til at virke, den låser og igen vupti selv om der kigges på, at jeg gør præcis det samme, hvor der intet sker, så er det pludselig ikke et problem, så snart en af de andre her i hustanden tager over.
Suk, indimellem er det ret frustrerende som lige nu, hvor jeg havde skrevet et oplæg jeg gerne ville lægge ud, og nu findes det ikke nogen steder, heller ikke i papirkurven eller i cloud’en osv.
Det er en af de små sjove episoder og kendetegn jeg er blevet nødt til bare at acceptere, sker i og omkring mig, og det er langt fra et ukendt fænomen, hvis man har ”åbne kanaler”. Og det har jeg, så sådan må det så bare være.
Message from above
Nå men tilbage til oplægget om fedtspilleriet – jeg ville egentlig blot skrive, at jeg i går fik ret strenge ordre om, at jeg godt kunne se at komme ud af vagten, og få stillet mig mere frem i lyset og dele ud af mine erfaringer, historier, viden mm.
De var nu godt trætte af mit fedtspilleri, og at jeg konstant lige tøver og kommer med alverdens undskyldninger for, hvorfor det ikke lige skal være i dag, at jeg går ud her på de sociale medier, eller på bloggen her og deler ud.
Må også indrømme jeg godt havde set den komme, for det seneste stykke tid har jeg haft en meget velkendt ”fornøjelse”, med at gamle ubehagelige fysiske symptomer er begyndt at titte frem.
Og så kender jeg godt lugten i bageriet – så er der noget jeg holder igen med, noget hvor jeg ikke er oprigtig og i alignment med mit inderste. Det hænger også ofte sammen med visse fødevarer, som sniger sig ind eller mangel på gode, sunde indtagelser, men mere om det en anden gang.

Krav om at stå frem
Så jeg har derfor lige oprettet en ny Facebook side her, hvor jeg fremover vil poste stort og småt om dybere personlig og spirituel udvikling og transformation.
Jeg ville egentlig have ventet lidt, til jeg havde fyldt den noget mere ud, eller til de sidste ting var kommet helt på plads på denne min nye hjemmeside, men det passede ikke ”direktørerne deroppe”.
De siger jeg fedtspiller, fedtspiller og fedtspiller og opfører mig egoistisk, når jeg ikke selv vil påtage mig at dele ud og stå frem. Så det skal være løgn.