Tilbage i marts 2016 lå jeg fuldstændig ned, med en krop og en psyke, der var helt kollapset. Psykisk var jeg pludselig usikker på alt, alt var skræmmende og angsten flyttede dybere og dybere ind. Jeg mistede alt selvtillid, selvværd og følelsen af at være mig, alt var pist væk. Det var selvsagt en meget skræmmende oplevelse, min krop var i totalt alarmberedskab, og jeg var så syg af stress, at min læge havde daglig kontakt med mig, for at høre om jeg klarede den eller måtte indlægges.
Efter 6 uger begyndte min krop at gøre så ondt, som jeg aldrig i mit liv havde oplevet før. Jeg fik smerter og spændinger i alle kroppens muskler – selv i ansigtet, og det udviklede sig ofte også til kramper. De konstante smerter, uroen og ubehaget varede hele døgnet, og stod på i 11 måneder, før der begyndte at komme mildere styrke på ubehaget, og der opstod små pauser i lidelserne igennem døgnet. Det var helvede på Jord…, mødet med det mørkeste mørke og for mig endnu et møde med Sjælens Mørke Nat.
Min verden forandrede sig
Jeg begyndte også at få klare syn, som lyn fra en klar himmel dukkede der pludselig noget op. Det kunne handle om noget omkring en person, eller om noget der foregik på den politiske arena, det dukkede op som syn, ord, tanker og små film, der bare kørte foran mig og var umulige at løbe fra. Ofte blev det så proklameret senere i nyheder, eller jeg hørte om det efterfølgende fra folk, der kendte den person, det havde handlet om.
I den periode fik jeg også besøg af afdøde, og jeg fik igen intuitivt besked om, hvem der fx var gået bort uden jeg havde læst eller hørt det i nyhederne. Jeg blev opsøgt af deres sjæl, og måtte på trods af mine egne store kvaler hjælpe dem videre og over i lyset – det var meget stærke oplevelser.
Og ærlig snak så forsøgte jeg i ugevis at skubbe det væk og bilde mig ind det blot var tanker osv., men de blev ved og ved, indtil jeg accepterede det, og gik ind i den energi og proces, som jeg åbenbart intuitiv vidste ville hjælpe dem videre.
Symptomer
Jeg blev undersøgt for alt muligt, men uanset hvad jeg søgte svar på af mystiske symptomer og ubehag, så var svaret på mine test og prøver altid det samme; ”der er ikke noget at se, faktisk er du ret sund og rask”. Hvad gør man så?
Min tilstand i starten, var så skidt at jeg i bogstaveligste forstand kravlede igennem huset, fik kramper selv af bare at smøre en enkelt mad, psykisk troede jeg, skiftevis jeg var gået fuldstændig fra forstanden eller, at jeg måske kunne klare den.
Jeg havde især udfordringer med at trække vejret, og følte konstant, at mine lunger fysisk var ved at klappe sammen – de gjorde afsindigt ondt ved hvert et åndedrag.
På det her tidspunkt var min yngste søn kun lige blevet 3 år, så det var ikke en mulighed at kaste håndklædet i ringen og bare synke ned.
Jeg måtte finde en vej – en vej ud af den tilstand, jeg åbenbart havde fået gravet mig selv ned i.
Jeg var ikke en nybegynder ud i personlig eller spirituel udvikling, faktisk havde jeg stort set ikke beskæftiget mig med meget andet siden mine midt 20’ere, og spadestikkene hertil var allerede blevet taget tilbage i barndommen. Men hvorfor var jeg så endt her? Hvad var det jeg havde overset eller overhørt?
Jeg savnede svar
En måned inden mit kollaps, i februar 2016, havde jeg haft besøg hjemme af en anerkendt og meget erfaren shaman. Jeg havde været i kontakt med ham i noget tid, fordi jeg havde en del spørgsmål, som blev ved med at rumstere. Jeg havde faktisk siden jeg var barn, haft en følelse af at der var noget jeg skulle, en opgave jeg skulle løse, en rolle jeg skulle indtræde i, men det var spørgsmål jeg både havde holdt ret meget for mig selv og kun delt med meget få og det var spørgsmål, som jeg aldrig rigtig følte, jeg havde fået svar på.
De tidlige tegn
Jeg er vokset op som de fleste andre i en familie, hvor spiritualitet, det åndelige, eksistensen af noget andet og større end os osv., slet ikke har været en del af det talte og det liv vi levede – langtfra endda.
Dog vidste jeg, allerede dengang jeg var lille, at jeg selv skabte min hverdag.
Jeg oplevede ofte jeg kunne få ting til at ske, bare fordi jeg fokuserede stærkt på det, jeg vidste ofte hvad folk ville sige inden de sagde det højt, og jeg talte altid med ting og naturen, fordi det for mig var det mest naturlige, at alting var besjælet (med en sjæl;-)), der var energi, følelser og bevidsthed i alt omkring mig.
Jeg havde også stærke drømme, ofte også mareridt men jeg udviklede en teknik til at træde ud af disse drømme når de blev for meget, eller at ændre drømmen imens jeg deltog i den – det var jeg dengang ret god til.
Jeg vidste ofte på forhånd hvad der ville ske i forskellige situationer, desværre også de mindre hyggelige, hvilket skræmte mig fra vid og sans. Og netop denne frygt, som heller ikke blev bedre af at jeg fornemmede anden tilstedeværelse omkring mig, og ofte også så skygger, energi udladninger, partikler og endda ansigter i glimt her og der.
Alt det gjorde, at jeg bare trak mig længere væk fra det hele, og bare ønskede det skulle gå væk. Ren instinktivt bad jeg om ro, bad om at få fred og om at blive almindelig, og bare være som alle de andreJ. Det lykkedes mig at glemme, rigtig meget endda, af alt det der havde været naturligt og oprindeligt inden i, fra dengang jeg var barn. Og jeg fortsatte derudaf med at leve en ungdomsliv og senere voksenliv, der i hvert fald udadtil lignende de fleste andres om end, jeg havde store problemer indeni.
Det afgørende møde
Mødet med shamanen i mit hus i februar 2016 blev på mange måder skelsættende. Han bekræftede en del ting for mig, som jeg både havde følt og oplevet, og talte meget om, at nu var det tid til at træde ud af rollen som elev og selv begynde at undervise.
Han var også inde på de tegn, der kunne være givet og omkring vigtigheden i at tage en rolle på sig. Jeg spurgte forsigtigt til hvordan, jeg evt. kunne vide, om jeg havde de evner, og om hvor jeg i så fald kunne finde en, der kunne hjælpe mig?
Han kiggede på mig meget længe, hvorefter han sagde; Ann (det hed jeg dengang) du har allerede været i shamanlære meget længe nu. Du har faktisk været i det hele dit liv.
Du har været i oplæring af livet og ånderne – se bare på alt det du har været igennem. Du har været ved at dø flere gange, været igennem stor stor smerte tidligt i livet, stået i et hav af udfordringer, haft ualmindelig mange voldsomme, svære og udfordrende oplevelser, været vidne til svære ting og alligevel står du her. Du er blevet testet, du er blevet uddannet og nu er det tid.
Jeg løb fra mig selv
Jeg havde i en del år oplevet, at der var noget, der ikke helt var som det skulle være indeni. Og jeg hang også al for ofte med det yderste af neglene i mit liv generelt – jeg overså symptomer, og indre stemmer og undskyldte mig med, at vi jo alle må deale med stress i en eller anden grad osv. I dag ved jeg, at jeg løb fra mig selv.
Jeg løb alt det jeg kunne, for at slippe for at mærke alt det der stod og larmede indeni, som skræmte mig fra vid og sans. Og jeg havde løbet så længe og så hurtigt, at det i store træk var lykkes mig at fjerne mig fra mig selv.
Rejsen tilbage til livet
Den rejse jeg kom ud på, om som kom til at vare mere end 3 år var en rejse i alle kroge af livet; der skulle ryddes op, der skulle ændres, der skulle integreres nyt, jeg måtte helt tilbage, sige en masse farvel, opbygge mig selv og på mange måder starte forfra.
Jeg skulle finde ind til det oprindelige, hvem var jeg, hvad havde jeg brug for, hvorfor var jeg her, hvad var jeg kommet for at bidrage med og hvad er min særlige essens.
Jeg fandt frem til at det er alfa og omega at skabe sig en balance – en balance i alt hvad man tænker, siger og gør og hvordan man lever.
Det er grundlaget – fundamentet.
Jeg begyndte også at samle en masse tråde, fra alle de frø der var plantet igennem mere end 20 års søgning og uddannelser indenfor personlig, alternativ og spirituel udvikling.
Og jeg fik brug for selv at anvende mange af disse redskaber for at komme op på benene igen, og ikke mindst måtte jeg arbejde hårdt, på at finde mine svar på mit oprindelige. Jeg stod et sted, hvor jeg for at overleve og komme tilbage til et liv der var værd at leve, måtte blive min egen healer.
Den Shamanistiske Syge
shamanistisk syge er en tilstand, der ikke er ualmindelig at opleve for kommende shamaner og tilsvarende healere og helbredere. For at blive en shaman eller i denne her forstand en healer/helbreder, så er det noget man er kaldet til /udvalgt til at skulle indtræde i og påtage sig, og altså slet ikke at forveksle, med en interesse og nysgerrighed overfor et emne eller en rolle. Denne kalden er ofte hverken sjov, spændende, healende eller lyksalig, men skræmmende, ubehagelig og frygtindgydende.
Det er ofte et spørgsmål om, at man bliver meget syg, oplever stor fysisk smerte og psykisk smerte samt ubalancer i en grad, der balancerer med om man klarer den. Man kommer igennem sine egne mørkeste afkroge og hilser på døden enten i form af en nærtstående fysisk død, eller en energetisk død, hvor man stilles over for muligheden for en genfødsel.
Det er muligt at afstå fra et kald, hvor man er blevet udvalgt af ”Spirits” eller måske endda selv har sagt ja inden man kom hertil. Men det er sjældent uden omkostninger, og generelt siges det, at eneste vej ud af den shamanistiske syge, er at acceptere en indvielse til shaman/healer/helbreder.
Flere budskaber
Min egen Shamanistiske Syge, var udover en masse forskellige fysiske og psykiske symptomer tilknyttet denne særlige tilstand, også en periode der var fuld af stress, angst, udbrændthed og oprydning sådan generelt.
Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg havde løbet alt for stærkt al for længe. Jeg havde generelt ikke passet ret godt på mig selv og var derfor ramt af stor stress og udbrændthed oveni. Da jeg lå ned den dag i marts 2016, hvor det hele kulminerede, fik jeg kort at vide fra ”Spirit,” at det nok skulle gå, det ville tage ca. 3 år, og det handlede om tre ting;
1. Jeg skulle lære at leve anderledes og passe på mig selv (-stress og udbrændthed),
2. jeg skulle tilbage og rydde mere op i tidligere traumer, relationer og oplevelser (oprydning) og
3. jeg skulle integrere min spiritualitet (træde ind i den jeg var/er).
Sygdommens relevans i det moderne samfund
Når vi rammes af shamanistisk syge er der altid en eller anden form for stress, angst, depression, udbrændthed osv. indover. Det er uundgåeligt, da alene de symptomer der begynder at vise sig, giver en masse kvaler i ens daglige liv. Jeg er af den opfattelse, at der idag findes også mildere grader af denne spirituelle ældgamle tilstand.
Det er kommet i takt med, at der strømmer så mange fantastiske sjæle ind på Jord, som kommer her for at påtage sig arbejdet som lys- og mørkearbejdere til gavn for opstigningen af Moder Jord og hele menneskeheden.
Derfor kan det godt være du oplever at have det skidt i en mildere grad, hvis du måske stadig ikke har fundet din plads og fundet ind i den du er, inderst inde.
Måske du også har et kald, der er værd at besvare?
Kærligst
Annahsophia
Spirituel Transformator
Thanks for your blog, nice to read. Do not stop.