Opvågning starter et sted og kan komme med en pris…,
Da jeg blot var 13 år, skete det dybt tragiske, at min far valgte at forlade denne Jord. Han valgte simpelthen at tage sit eget liv. Det var og er selvsagt en meget drastisk ting at gøre, og det har bestemt efterladt en masse sorg og kaos i kølvandet hos alle os efterladte.
Men hvad der også kom ud af den situation, var at jeg allerede dér i de timer, hvor døden endnu ikke var helt indtruffet, begyndte at få nogle tanker og syn, der skulle få ret stor betydning for mit liv fremover.
Midt i al sorgen og kaosset indeni, begyndte jeg at se det hele, som en uundgåelig faktor for, at jeg i hvert fald kunne leve mit liv. Jeg vidste instinktivt, at jeg på mange måder var som min egen far – følsom og givende, men også meget bekymret, med en tendens til ikke at kunne se sig ud af/rumme tingene, og en trang til at vælge den ultimative afgang, når de blev for hårde. Og tingene var ofte udfordrende.
Valget
Jeg fik instinktivt to valg;
1. Jeg kunne vælge at gå fuldstændig til grunde og give efter for al den sorg, forfærdelse og ærlig snak, trang til at følge trop, som jeg mærkede meget intens indeni. Eller
2. Jeg kunne vælge at lære af denne oplevelse, arbejde med mine egne indre dæmoner, min trang til at stikke væk fra det hele, og ære hans liv og valg ved IKKE at ende som ham.
Jeg valgte mulighed 2, hvilket gjorde at jeg midt i al sorgen og kaosset fandt en vej igennem, en vej ud …
Min spirituelle opvågning
Den vej ud blev for alvor starten på min spirituelle søgen. På det tidspunkt vidste jeg ikke engang, at der fandtes noget der blev kaldt spirituelt, eller at netop de tanker jeg havde fået, hvor jeg ikke følte mig som et offer, men snarere en smule taknemmelig for det han havde vist og lært mig, var en dialog med mit inderste, der var blusset op.
Jeg vidste også, vi ville ses igen og, at han bare ”var gået lidt tidligt i forvejen”.
I årene der kom, havde jeg mange dybe indsigter og tanker, der drejede sig om alt muligt jeg så og oplevede i verdenen.
Jeg så meninger med tingene, hvor andre bestemt ikke gjorde, havde svært ved at engagere mig dybt i veninders og venners store kriser med udseendet, ejendele, kærligheden osv.
Ting havde fået en anden mening, og jeg følte mig på trods af min unge alder, alt andet end ung og naiv.
Det fik mig til at føle mig ensom og endnu mere anderledes, og i takt med at årene gik, og jeg selv blev ung voksen, ja så fik de følelser overtaget, og i stedet for at stole på mine egne observationer, den viden, tro og erfaring jeg havde og ikke mindst den kontakt og dialog, jeg havde med noget ”større”, så begyndte jeg at ville være som alle de andre.
Prisen
Men for at kunne passe ind, måtte jeg stille og roligt lukke ned. Jeg mærkede tydeligt, at jeg ikke kunne ærligt fremsige mine holdninger til ting, for andre kiggede på mig og syntes jeg var mærkelig, kold, lidt for ”Kloge Åge” osv. Så jeg sad ofte i selskaber og følte mig lidt tom, følte ikke jeg rigtig kunne dele ud af det der var derinde, men at jeg i stedet måtte interessere mig meget mere for jævnaldrende dagligdags spørgsmål mm. Jeg begyndte at se mig selv og den måde jeg var på, som et problem, der jo tydeligt gjorde jeg ikke passede ind. Derfor måtte jeg jo tilpasse mig.
Konsekvensen
Konsekvenserne var mange og selvsagt blev der især lukket af for min stærke indre dialog og kontakten til det større”.
Jeg bad om at få fred, få lov til bare at være som alle andre, da det her jo tydeligt ikke gjorde andet end isolerede mig, omend så indeni.
Det gik i en årrække, hvor jeg egentlig ikke koncentrerede mig så meget om alt det spirituelle. Dvs. jeg læste lidt bøger om emnet, jeg var også i terapi og jeg begyndte at interessere mig meget for personlig udvikling, psykologi, coaching og div terapiformer, alt imens jeg fortsatte med at leve livet på ”livets motorvej”, som alle andre af mine jævnaldrene.
Problemet var bare, at jeg faktisk ikke trivedes særlig godt. Jeg kunne godt mærke det indeni, men stædigt fortsatte jeg, og når jeg mærkede noget til det, så satte jeg bare tempoet lidt mere i vejret, og sådan fortsatte jeg i en uendelighed.
Jeg forsøgte mig med flere uddannelser og jobs, og var også heldig i en ung alder at få attraktive jobs og tilbud, hvor titel, prestige, løn og status var i højsæde. Men lige lidt hjalp det, efter noget tid endte jeg ofte det samme sted, hvor jeg blev indhentet af alt det indre der blev undertrykket, i et forsøg på at passe ind.
At vågne fra drømmen
Pointen er at når først vi er vågnet, vågnet af den drøm de fleste af os bruger det meste af vores liv i, nemlig den drøm vi kalder virkeligheden. Der hvor vi primært forholder os til det vi kan se og føle på, og hvor vi ikke fornemmer, tænker eller sanser at der er andet end det vi har lige foran os. Hvor det vigtigste er at få sig en uddannelse, finde den rette partner, få en god økonomi, finde et godt job, købe et hus eller en lejlighed, evt. få børn, hvis det ønskes, opleve de steder på jord, som alle taler om osv., osv.
Så er det svært at lukke øjnene igen og bare fortsætte derudaf, i samme spor og ikke mindst gå efter de samme værdier. De værdier ændrer sig lige så langsomt, og det der måske var det vigtigste før, bliver pludselig ikke det vigtigste længere.
Tidlig alder issues
Det er heller ikke anbefalelsesværdigt, men nok meget almindeligt at vi lukker af især, hvis de erkendelser vi har haft, og den indsigt vi har opnået, er kommet til os i en tidlig alder. Det er svært at stå der lidt alene med disse tanker, erkendelser og indsigter og samtidig skal følge med og vokse op i dette moderne samfund, med ens jævnaldrene, som man bare så brændende ønsker at ligne og at være en del af fællesskabet sammen med. Det med at ligne og være som de andre betyder alt når vi er store børn unge og unge voksne.
Så når vi får en spirituel opvågning i en tidlig alder, vil der ofte være issues omkring ensomhed, en isoleret følelse og fremmedgørelse, der også følger med. Ofte er ens følelsesmæssige eller fysiske modenhed jo heller ikke fulgt med i den grad, som sådanne erkendelser og oplevelser kan kræve, og derfor er det meget naturligt, at vi så lukker i. For de fleste vedkommende, vil det så stå og banke mere eller mindre højlydt på døren, indtil vi igen er klar til at åbne døren og byde det velkommen ind.
Refleksioner
Hvad er dine erfaringer med at vågne op spirituelt?
Er det sket i forbindelse med særlige hændelser?
Er det sket op igennem opvæksten?
Eller er det noget der er kommet til senere, i takt med at visdommen, modenheden og nysgerrigheden efter noget større er taget til?
Jeg vil elske at høre dine erfaringer og refleksioner.
Kærligst
Annahsophia
Spirituel Transformator